4. Hvilke bæredygtighedstemaer skal I prioritere i jeres virksomhed? Del 1

I dette modul vil du blive introduceret til en række bæredygtighedstemaer inden for E og S i jeres virksomheds værdikæde, som kræver opmærksomhed. Vi starter med at se på, hvordan I identificerer potentielle risici og muligheder i jeres værdikæde, og derefter hvordan I bedst prioriterer jeres ressourcer for at håndtere dem. Dette er baggrunden for at udvælge de mest væsentlige bæredygtighedstemaer for jeres virksomhed, så I kan arbejde effektivt og værdiskabende med bæredygtighed.

Modulet er det første af to moduler om, hvordan I identificerer og vurderer bæredygtighedstemaer. I dette første modul skal du arbejde med jeres virksomheds væsentligste risici ift. hvordan I påvirker jeres omverden. I modul nummer 2 skal du arbejde med, hvilken finansiel effekt denne bæredygtighedspåvirkning har på jeres virksomhed.

Hvis I er flere fra den samme virksomhed, som tager dette modul, kan I enten lave øvelserne hver for sig, eller I kan lave øvelserne sammen. Modulerne og øvelserne introducerer jer for, hvordan I identificerer, hvad der er mest væsentligt. I Vidensbanken kan I downloade en Excel skabelon, som I kan bruge til at lave jeres analyse af, hvilke bæredygtighedstemaer, som er mest væsentlige at arbejde med for netop jeres virksomhed.